Lichen Simplex Chronicus

Lichen Simplex Chronicus er en type eksem, som ofte findes på huden på de ydre kønsdele. Den kaldes også for Neurodermatitis. Årsagen til sygdommen er ukendt, men eksemet kan udløses og forværres af stress. Der er ikke tale om allergi.

Symptomer

Det dominerende symptom på sygdommen er kløe. Typisk vil du opleve, at du klør dig ubevidst om natten. Sygdommen kan kendes på, at huden på de ydre kønsdele bliver fortykket, og samtidig kan huden være skællende og rød. Huden kan i perioder have små sår, som skyldes, at du har kradset.




Download PDF

Sådan foregår behandlingen

De fleste patienter med Lichen Simplex Chronicus kan hjælpes med en kombination af behandling med salve og rådgivning. Sædvanligvis skal du behandle sygdommen ved at smøre med en salve med binyrebarkhormon, som er en type steroid. Normalt skal du anvende en salve med stærkt virkende steroid dagligt i 2-3 uger. Det bør reducere tilbøjeligheden til at klø. Samtidig skal du så vidt som muligt undlade at kradse, da det i sig selv er med til at vedligeholde eksemet.

Ved kroniske forløb kan det være nødvendigt at skifte til en anden salve, som har eksemdæmpende virkning. Det er vigtigt at sikre god hudpleje med olie eller fugtbevarende cremer.

Lichen Simplex Chronicus smitter ikke, og sygdommen udvikler sig ikke ondartet.

Kontrol

Det er ikke nødvendigt med kontrol, hvis behandlingen med salve virker, og eksemet forsvinder. Hvis symptomerne ikke bliver bedre med behandlingen, skal du muligvis undersøges hos en hudlæge for at sikre, at du ikke har udviklet allergi overfor de salver, som du bruger til behandlingen.

 

Åbningstider

Mandag: 08.00-16.00
Tirsdag: 08.00-16.00
Onsdag: 08.00-16.00
Torsdag: 08.00-16.00
Fredag: 08.00-13.00
Lørdag & søndag: Lukket

Kvindeklinik Papirfabrikken

Papirfabrikken 36 D
8600 Silkeborg
Tlf.: 8720 6150

Kvindeklinik