Barnløshed

Undersøgelser

Inden vi begynder behandling for barnløshed, er det vigtigt, at vi kender årsagen til barnløsheden.

1) Vi skal vide noget om jeres generelle helbredstilstand, livsstilsforhold (rygning, alkoholforbrug, overvægt mm.) og eventuelle tidligere eller aktuelle sygdomme. Begge parter skal have taget blodprøve m.h.p. HIV og leverbetændelse, og kvinden undersøges for immunitet overfor røde hunde. Hvis kvinden ikke er immun overfor røde hunde, skal hun vaccineres, før behandling kan påbegyndes.

2) Vi skal undersøge, om kvinden får ægløsning. Dette kan gøres ved, at der tages en blodprøve 8 og 4 dage før forventet menstruation.

3) Passagen gennem æggelederne og livmoderhulen undersøges ved en undersøgelse betegnet HSU.

4) Mandens sæd undersøges ved en sædanalyse.
 

 

Download PDF

 

 

Behandling

1) Hvis der ikke er ægløsning, eller hvis blødningsintervallet er længere end 35 dage, vil behandlingen bestå i at stimulere kvindens eget hormonsystem, således at hun får ægløsning.

2) Hvis der ikke er passage gennem æggelederne, vil kvinden blive tilbudt henvisning til en kikkertoperation, for at få bekræftet at der ikke er passage. Kvinden kan også tilbydes henvisning til ægtransplantationsbehandling (IVF) på en offentlig fertilitetsklinik, såfremt parret ikke har et fælles barn. Hvis parret har et fælles barn, kan de vælge at betale for behandling på en privat klinik.

3) Hvis sædkvaliteten er let eller moderat nedsat, kan vi tilbyde inseminationsbehandling her i klinikken med mandens sæd.

4) Hvis sædkvaliteten er stærkt nedsat, vil behandlingen være IVF evt. med mikroinsemination med mandens sæd eller behandling med donorsæd.

5) Hvis der ikke er nogen påviselig forklaring på barnløsheden, tilbydes insemination, og der tilbydes normalt tre behandlinger. Behandlingsresultater: Ved hver behandling er der 15 % chance for graviditet.

Prisen

Det er gratis at gå til behandling i klinikken, hvis I ikke har et fælles barn. Dog skal I selv betale for den medicin og kontrastgel, der skal bruges ved behandlingen og for donorsæd, hvis dette kommer på tale. Hvis I har et eller flere fælles børn, kan I ikke få hjælp fra det offentlige, og I skal derfor både betale for behandling og medicin.
Prisen for behandlingen kan I få oplyst ved ringe til klinikken.

 

 

Åbningstider

Mandag: 08.00-16.00
Tirsdag: 08.00-16.00
Onsdag: 08.00-16.00
Torsdag: 08.00-16.00
Fredag: 08.00-13.00
Lørdag & søndag: Lukket

Kvindeklinik Papirfabrikken

Papirfabrikken 36 D
8600 Silkeborg
Tlf.: 8720 6150

Kvindeklinik